Lad os starte med at kortlægge noget, som er meget essentielt når du arbejder med din hund:
Resultatorienteret mål er ukærlige!
Procesorienteret mål er kærlige!
Resultatorienteret mål er for det første ofte urealistiske, men de også ukærlige overfor os selv – og ikke mindst overfor hunden. Det at sætte sig et mål er ikke en dårlig ting! Tværtimod! Det har stor indflydelse på de resultater du skaber, specielt når målet er udfordrende. Et mål skaber en retning, og gøre det derfor lettere at prioritere. Desværre er et mål ikke alene afgørende for succes. Folk opgiver desværre som regel efter 4-8 uger. men hvorfor??
Hos godfamiliehund ser vi, at det sjældent er målet den er galt med, men ofte planen eller de handlinger, som man har tænkt man skal gøre, der ikke slår til. En af hovedårsagerne hertil er, at hundeføreren har fokus på slutresultatet frem for vejen dertil – altså hvordan du skal nå dit mål. (Nogle gange kan man også have valgt en hundrace, som desværre ikke stemmer overens med de mål man har sat sig. I sådanne tilfælde kan det kræve ekstremt hårdt arbejde for hundeføreren, og det kan i sig selv virke umotiverende og uoverskueligt, når man ser alle de andre overhale indenom, mens man selv føler man står stille. Derfor er det uhyre vigtigt, at vælge en hunderace, som passer til det man vil bruge den til, og man har sat sig ind i racen. Hvad end det enten er som familiehund, eller om man vil til VM i lydighed).
Hvorfor procesorienterede mål er bedre end resultatorienterede mål:
Uanset hvad ens mål er, så har man større chance for at lykkes, hvis man sætter sit fokus på processen frem for resultatet. Det er ikke ensbetydende med man ikke skal kende sit slutresultat, man må bare ikke give det altovervejende fokus!
For at nå ens mål – fx kunne lave en vending (som vist i videoen), må ens fokus ikke være på den perfekte vending. Hver gang hunden laver en handling i den rigtige retning, så belønner du. Disse mange små succeser er med til at fastholde motivationen hos både fører og hund.
Glæde, nærvær, motivation, og stolthed er vigtige forhold, for at både fører og hunden bibeholder lysten til at øve sig. Det handler om relationen, da den skaber rammerne for arbejdsglæde, og ikke mindst lysten til at nå målet.
Hundefører gennemgår, ud over deres naturlig fysiske og kognitive udvikling, et hav af forskellige udfordringer og udviklingsstadier, som til tider indebærer sårbare og svære perioder. Her kommer ens disciplin i spil og dens indflydelse på at blive ved, selv når det er hårdt og alting virker umuligt. Nærvær er som tidligere nævnt utroligt vigtigt. Det betyder at fører og hund er følelsesmæssigt forbundet, via et bånd af tillid og respekt til hinanden. Når hunden mærker, at man som fører opfylder dens behov, så åbner døren sig ind til et stærkt samarbejde med en stærk relation.
Skrevet af Godfamiliehund