Må du lege med hunden?

Er du en af dem, der er forvirret omkring, hvorvidt du må lege med din hund? Læs med her..

Leg er en enormt vigtig del af hundens sprog og dens kommunikation. Derfor er det rigtig godt og sundt at lege med sin hvalp (eller voksne hund), men selvfølgelig på en fornuftig måde. 

Prøv at overveje, hvad leg egentlig lærer din hund?

Leg er et fantastisk redskab til at lære hunden, hvordan man fungerer socialt og i samspil med mennesker – og gensidighed, kommunikation med både lyd og kropssproget, og fælles kreativitet er hovedelementerne og bør være det, også når du leger med dit hund. 

Ligesom alle andre pattedyr er hunden født med behovet for at lege. Tænk på fx løveunger, som leger. Det ser jo super sjovt ud! Men de gør det ikke for sjovs skyld. Opvæksten for løverne  er én lang træningslejr, der skal ruste dem til livet som voksne. Legen udvikler ungernes muskler, øger deres indlæring af færdigheder (fx jage og dræbe byttet) og de lærer at begå sig i løveklanens hierarki. Altså i deres flok! Det samme gælder for hunden, hvor legen skal give en gradvis tilpasning til de mennesker den har omkring sig, kommunikationen med dig og “flokken” og selve flokkens opbygning.

Gennem leg lægges fundamentet for, hvordan hjernen kommer til at fungere, herunder indlevelsesevnen, evnen til at indlære sociale færdigheder, samt evnen til at reflektere og mentalisere.

Gennem legen med  hunden, dannes der livsvigtige forbindelser imellem hjernens indre og ydre dele, imellem urhjernens naturlige medfødte drifter og emotioner og den nye hjernes kognitive og emotionelle intelligenser. For ikke at nævne den sensoriske hukommelse. Legen er med til at udvikle og derved klargøre hunden, og er dermed helt afgørende for dens kropslige og psykiske udvikling.

Myter om hundelege:

“Hvis man leger med sin hvalp, bliver den stresset”

“Ingen legetøj i hjemmet, det giver en rolig hvalp”

“Man må aldrig lege med bold med sin hund”

Suk.. Myterne er mange, men det er sjældent nogle af dem er sande! Leg med hunden gør den aktiv og udvikler den!

Hvis du leger voldsomt meget længe, kan den selvfølgelig blive stresset, og hvis du kontinuerligt kaster bolden 40-50 gange for at slippe for gåturen.. Alt med måde, så det handler selvfølgelig at bruge sin sunde fornuft. 

Men leg er altså en helt utroligt vigtig del af hundens kommunikation, og for relationen mellem hund og menneske. Hvis du fx prøver at observerer din hvalp eller hund, og kigger på dens kropssprog og leger med en smule omtanke, så skal du altså ikke være bekymret for de mange myter.

Se videoen hvor vi fortæller meget mere omkring hundeleg og viser hvordan og hvorfor vi leger med hunden!

Skrevet af Godfamiliehund

Leave A Comment

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *